Thursday, November 19, 2009

Vær konstruktiv

”jo mere afslappet du er, jo større problemer kan du løse” Albert Einstein

Måske du kender det? Når de gode ideer kommer, er der ikke et stykke papir i nærheden. Og hvorfor? Fordi du lavede noget helt andet, da du fik det lyse indfald. Jeg havde i en periode altid papir og pen klar på natbordet, så de ideer, der dukkede op i løbet af natten, kunne komme ned på papir, inden de forduftede igen.

Det modsatte har jeg desværre også oplevet. Et direktørjob, 60-70 timers arbejdsuge og et konstant pres fra en bestyrelse kan dræbe enhver kreativitet. Man bliver snæversynet, løser opgaverne i den rækkefølge de dukker op, helt uden prioritering – og værst af alt: man løser dem som man plejer, for så bliver man færdig i en fart.

Læg en strategi for din ledighed

Min første beslutning, da jeg blev ledig, var, at sådan ville jeg ikke håndtere min ledighed. Nu skulle der skabes råderum og være tid til grundige overvejelser. Der skulle sættes mål og lægges strategier og frem for alt skulle lysten – og ikke presset – være det drivende element.

Opgaven er let at gå til. Forhold dig til det, som var det et projekt du skulle løse som ansat: skab overblik og reducer risici – og forhold dig konstruktivt til de forhindringer der måtte være og som forhindrer dig i at være kreativ og afslappet i din jobsøgning. Betragt det som et arbejde - og sørg også for at holde fri.

No comments:

Post a Comment